Fladstrandsparken

Fladstrandsparken – 29 plejeboliger og fælleshus

  Totalentreprise
Bygherre Boligforeningen Vesterport, afd. 31
Adresse Fladstrandsparken, Frederikshavn
Areal 2.470 m2 Plejeboliger + 180 m2 Servicebygning
Byggesum 33 mio.
Energiklasse Lavenergi 2020
Entreprenør BM Byggeindustri A/S
Arkitekter LUMO Arkitekter og Prisme Arkitekter
Ingeniør Moe & Brødsgaard, Aalborg
Status 1. præmie 2010 - opført
Fotograf Jesper Balleby

Fladstrandsparken – 29 plejeboliger og fælleshus

Fladstrandparken er beliggende i hjertet af Frederikshavn og markerer sig som et selvstændigt bykvarter med sine karakteristiske tagterrasser, bymæssige typologier og varierede materialitet. Bebyggelsen består af 4 forskellige kvarterer og møder de tilstødende nabogrunde og den eksisterende bebyggelse i en skalamæssig tilpasset og varieret balance. Vi kalder de 4 kvarterer for henholdsvis Gårdhavehusene, Længehusene, Terrassehusene og Plejehusene.

Bebyggelsen er opdelt i mindre bygningsmæssige kvarterer for at sikre det gode naboskab, understøtte mangfoldigheden og give mulighed for optimale solforhold for private haver og boligforeningens fællesarealer. Resultatet er en mangfoldig og bæredygtig ”mini bydel” som er fyldt med charmerende overraskelser og som i sin arkitektur rummer ikke blot betydelige bæredygtige tiltag, men som også vægter og prioriterer social bæredygtighed højt. Bebyggelsens er opført efter kravene til 2020 lavenergiboliger og udført i sunde og vedligeholdelsesfrie materialer.

Fladstrand plejecenter er bebyggelsens første opførte kvarter og ligger placeret i tæt forbindelse med den gamle bypark, Plantagen. Hele centret består af 29 plejeboliger og et administrativt servicecenter. Plejeboligerne er fordelt på 5 mindre bo-grupper med hver deres gennemlyste fælles- og aktivitetsrum. Bebyggelsen er formet som en sildebensstruktur med boligerne vendt mod grønne og afskærmede haveoaser med private terrasser. De individuelle haver ligger beskyttet mellem bygningerne og rummer forskelligartede sanseoplevelser, frugttræer og beplantning.

Alle boliger er udført som rumstore præfabrikerede moduler og disponeret over en skabelon af to elementer, der kombinerer åbne opholdsrum som stue, køkken og entré med en mere privat kerne indeholdende toilet og soverum. Der er i bebyggelsens individuelle plejeboliger arbejdet med lyse og venlige rum, en bevidst brug af dagslys til at forstærke de rumlige forhold, samt optimering af energiforbruget ved brug af passiv solopvarmning.